DSK Naturaktiviteter har siden 1990 sendt flere end 12.000 personer på kanotur i Sverige. Grunden er ikke svær at få øje på, idet alle vores kanoer sejler i et vandsystem fyldt med inspirerende vildmarksnatur og skove. En anden grund er de nære forbindelser fra Danmark til vores kanocenter i Sydsverige. Her står vi parat med alt, hvad du har bestilt hjemmefra, på aftalte dato.
DSK Kanocenter ligger smukt og praktisk placeret ved søen ”Bolmen” med sine 365 øer i Småland. Herfra begynder og slutter vores ture med én undtagelse. Vores kanosæson strækker sig fra uge 20 – 36 med højsæson i uge 28 – 31. Vores kanoture er baseret på ”køre selv transport” til kanocentret. I højsæsonen tilbydes der bustransport t/r fra København ved ugeture lørdag-lørdag. Du kan også benytte offentlig transport.
Halland og Småland har meget at byde på især til danskere, som ønsker en guddommelig naturoplevelse i storslåede skove med bl.a. elge, blåbær, svampe og en smuk flora.
De karakteristiske rødmalede træhuse med hvide hjørner og vinduesrammer der lyser op som blomster eller jordbær i juli, og har man én gang oplevet det sydsvenske landskab fra en kano på en glitrende sø eller vandløb, bliver man tryllebundet og længes usigeligt tilbage til skovenes stilhed og sommernætternes fortryllelse, hvor man føler sig svøbt ind i svundne tiders myter og mystik.
Valg af turpakke og kano er opdelt på en måde, der gør det muligt at sammensætte netop den kanotur, som opfylder det ønske eller behov, du måtte have. Når turpakken er på plads, skal du vælge en kano til turen. Her skal du tage højde for det antal personer, der kan og må være i kanoen. Valgte turpakke + kanotype udgør tilsammen turens totalpris.
|